Vision og værdigrundlag

Roskilde Gymnasiums vision og værdigrundlag

 

Skolens vision

Roskilde Gymnasiums vision er, at eleverne til enhver tid får tilbudt og gennemfører en ungdomsuddannelse af højeste kvalitet, og at skolen er en dynamisk, inspirerende og trivselsfremmende institution.

 
Det indebærer,
-          at skolens bestyrelse, daglige ledelse, lærere og øvrige ansatte til enhver tid har de relevante kompetencer,
-          at eleverne er aktive og engagerede i undervisningen og skolens øvrige liv,
-          at eleverne og skolens ansatte har medindflydelse,
-          at der samarbejdes om at skabe optimale rammer for undervisning og samvær.


Skolens værdigrundlag

Faglighed, fællesskab og forskellighed

De tre begreber udtrykker tilsammen værdier, som vi på Roskilde Gymnasium lægger særlig vægt på

Faglighed

Roskilde Gymnasiums væsentligste opgave er at give undervisning af høj kvalitet, så vores elever bliver godt rustet til videregående studier og til livet i almindelighed, ofte kaldet det almendannende.

Både gymnasiet og HF er først og fremmest boglige uddannelser, hvor fagene musik, billedkunst, film-TV, drama og idræt også får stor opmærksomhed. På Roskilde Gymnasium deltager desuden mange elever i den frivillige undervisning i musik, billedkunst og idræt.
For at sikre sammenhæng og helhed i undervisningen arbejder lærerne sammen i lærerteams om faglige og pædagogiske forhold i den enkelte klasse. Desuden foregår hele tiden større og mindre udviklingsarbejder, som bidrager til at sikre forbindelsen mellem det eksisterende og nye i vores uddannelser.

Fællesskab

Roskilde Gymnasium er som undervisningsinstitution også en kulturinstitution, og vi anser det for vores opgave at arbejde for et fællesskab, som er præget af samtale, demokrati og faglig fordybelse.

Skolens fællesskaber forpligter. Fællesskaber står ikke i modsætning til personlig udfoldelse og udvikling, som foregår netop i samspil med de andre elever og lærerne.
På Roskilde Gymnasium gælder Janteloven ikke. Alternativet til Janteloven er ikke at dyrke individet på bekostning af fællesskabernes nødvendige bindinger, men det er tilladt at være noget særligt og at være dygtig.

Forskellighed

Netop i samspillet med andre modnes man som menneske, man kan se sig selv i forhold til, at der eksisterer andre synsvinkler på tilværelsen og andre, ligeværdige måder at indrette sit liv på, end ens egen måde. Hermed nærmer vi os begrebet forskellighed. Netop i accepten af forskelligheden ligger respekten for mangfoldigheden og tolerancen overfor dem, som tænker, handler og taler anderledes. Den side af skolekulturen er stærkt forankret på Roskilde Gymnasium og betyder blandt andet, at der altid bliver taget godt imod nye elever, ikke mindst fordi de gamle elever påtager sig et stort ansvar for skolestarten.